Kristus er virkelig opstanden!

Kristus er virkelig opstanden! – en replik

gæsteblog af biskop Skovsgaard

Jeg har netop læst Lars Sandbeck og Anders Ejvind Nielsens bog: Kristi opstandelse – sprog og virkelighed, som jeg er blevet bedt om at anmelde til Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen vil man formentlig kunne læse i næste uge.

I bogen kritiserer de nogle af mine synspunkter om opstandelsen, som jeg skrev i et indlæg i Kristeligt Dagblad sidste år. Jeg har dog valgt ikke at bruge anmeldelsen til er at svare dem, så det kan jeg passende gøre her i stedet.

Jeg havde den 4. februar 2015 et indlæg i KD, hvor jeg forsøgte at sige, at vi ikke skal lade fysikken være bestemmende for, hvad vi kan tro, eller hvad der kan lade sig gøre. Jeg citerede bl.a. Tor Nørretranders, som i bogen ”Det udelelige” (sd 297), skriver, at kvantefysikken for længst har droppet forestillingen om, at det mekaniske verdensbillede passer på verden. Og han fortsætter: ”Denne pointe er en befrielsens pointe: Der er ingen grund til at lave teorier, der ikke er så pænt mekaniske som fysikkens. Det er en kolossal befrielse…” Og fortsætter: ”Vi kender alle den patriarkalske fysikkyndige, der med bedreviden og nedladenhed forsøger at håne dem, der tror på, at der er mere mellem himmel og jord..Disse patriarker tilhører en svunden tid. Kvantefysikken har vist, at det er forbi med deres verdensbillede. Det passer ikke længere indenfor den videnskab det stammer fra.” Et andet sted hedder det (sd 222): ”Vi kan sige det på denne måde: intet kort over virkeligheden er det rigtige. Der er mange kort – et til flykaptajner, et til bilister, et til fodgængere. De er ikke ens. De fremhæver hver især sider af virkeligheden der nyttige for den, der skal bruge det. Men det giver ikke mening at sige, at det ene kort er bedst, hvis ikke man definerer, hvem det er bedst for. Det er heller ikke praktisk at insistere på, at det gode kort skal omfatte hele virkeligheden. For så bliver problemet bare hvor på kortet korttegneren står og tegner.” Det er, hvad jeg kalder for en vigtig erkendelse, som netop er en befrielse. ”Det betyder nemlig, at vi som præster roligt kan forkynde og tro på, at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod. De, som evt. vil latterliggøre det, tilhører en svunden tid. De ved ganske enkelt ikke nok om fysikken og dens muligheder. Eller rettere: De tror, at fysikken skal kunne forklare alt, hvilket i sig selv må kaldes for en fysisk umulighed. Så når fysikken med andre ord hverken kan forklare eller afvise den fysiske opstandelse, hvad er det så, der skulle forhindre præster i frimodigt at forkynde det?”

Det indlæg læser forfatterne som om, at jeg dermed skulle forsøge at introducere kvantemekanikken som en slags fundament for troen. Men faktisk er det netop det modsatte, som er mit anliggende. Jeg mener nemlig, at vi skal passe på med at lade fysikken være bestemmende for, hvad der er virkeligt eller muligt, eller hvad vi kan tillade os at tro. Og her finder jeg det glædeligt og befriende, at det er kvantefysikken med på. For virkeligheden er større. Mærkeligt nok viser det sig, at forfatterne senere er helt enige, for de skriver (sd 142), ”at vi må afstå fra at udstyre biologien, fysikken eller nogen anden videnskab med et definitionsmonopol over, hvad der er virkeligt.” Ja, naturligvis! Det er lige præcis, hvad Tor Nørretranders siger i ovennævnte citat.

Endelig nævner forfatterne min formulering: ”at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod.” Det finder de er en overbydelse af Grundtvigs ord: ”at Jesus stod virkelig, lyslevende op med Kiød og Been, med seende Øine og hørende Øren og talende læber.” Om det nu også er en overbydelse, ved jeg da ikke. De harmonerer i grunden ganske godt. Men prøv dog i stedet at høre ordene som det, de er: En bekendelse og klar forkyndelse af, at der skete noget påskemorgen. Det er ikke bare en skønlitterær historie, at Jesus opstod fra de døde. Opstandelsen forkyndes i Ny Testamente som historisk virkelighed – “med hud og hår!” Og sådan skal og kan opstandelsen stadig forkyndes – og det kan gøre helt uden at forfalde til en  såkaldt ”fysikalistisk” forståelse af opstandelsen.

Så at forkynde troen på den opstandne ”med hud og hår og kød og blod” er et udtryk for, at man tar det hele med. Også de forskellige modsatrettede beretninger, det utrolige, det uforståelige, det meningsløse. Opstandelsestro er at gå der ud, hvor forstanden og fysikken ikke kan være med, men hvor det alene er troen og bekendelsen, som kan bære, og som derfor også må få det sidste ord: ”Han er opstanden. Han er ikke her, se, der er stedet, hvor de lagde ham!”

 

Frisk start!

Gør som andre. Få ny inspiration til kirkearbejde. Bliv opdateret med de seneste tips og ressourcer.
Tilmeld dig nyhedsbrevet.

Vi lover, at vi aldrig vil spamme! Læs vores privatlivspolitik, hvis du vil vide mere.