Kirkens Forum fagmessen blev åbnet af Elof Westergaard
Biskop Elof Westergaard åbnede fagmessen den 12. november og indledte med at fortælle lidt om de mange erhverv og organisationer der var repræsenteret på kirkens fagmesse, svarende til de mange fagområder kirken benytter sig af i et mangfoldigt arbejde.
Hånd og ånd
– Det er vigtigt altid at have øje for både det særlige og det almindelige ved folkekirken som arbejdsplads og institution.
På den ene side kan man ikke tale om kristent murværk og særlige kristne it-løsninger, særlige kristne måder at holde på en skovl eller plante en busk på, men omvendt er vigtigt, at den virksomhed og de foreninger, som henvender sig til kirken, og den, som er ansat i kirken, har et særligt øje for det helt specielle, de helt særlige forhold, som gælder kirken. Altså at man har fornemmelse for den særlige institution, som kirken er, og for de opgaver, som kirken løfter.
Opvokset i et stenhuggeri i Lemvig
– Jeg er opvokset i et stenhuggeri i Lemvig. Vi boede ovenpå forretningen, og vi børn tog del i livet i stenhuggeriet. Det var en barndom fuld af mejselslag og sten, der blev løftet op og forvandlet til gravminder. Det magiske af det magiske var, når sten blev lavet til guld, når bogstaver hugget ind i stenen, i den blankpolerede sten, blev belagt med bladguld.
Eller når kranen løftede den tunge granit til himlen. På dette værksted, som min farfar, havde grundlagt , blev der lagde vægt på at holde fast i forbindelsen mellem hånd og ånd.
Netop denne skelnen vil nogle måske sige er vel romantisk – at vi med vores digitale teknikker og masse produktion, da er det helt passé, men der skal være en sammenhæng mellem hånd og ånd. Det er vigtigt, dog skal det forstås på vores tids præmisser. Den, som arbejder med kirken og i kirken, skal have sans for dette forhold mellem ånd og hånd, og det, som tilbydes, hvilken institution, det skal bruges i.
Kirken er et gammelt hus, vi skal passe på men også fornye
– Jeg bliver ualmindelig glade over en ny opsat kvaderstensmur, hvor solen glimter i stenene og viser et farvespil gennem de århundrede gamle sten. Tænk sig, hvad de sten og de vægge har set, af middelalder og reformation, af glæder og sorger i det sogn, hvor denne mur står. Den sans må vi ikke slippe, og den, som har med kirkebyggeri at gøre, med restaurering og fornyelse, skal have øje også for dette aspekt, såvel et historisk som æstetisk aspekt.
Og samtidig er kirkerne så aldrig blot museer. De er huse med en funktion og huse, som er i brug. Og derfor sker der også hele tiden noget nyt, og det skal man også forståelse for og sans for. Tradition og fornyelse hører sammen i folkekirken, og den, som kun ser det ene eller det andet, har ikke helt forstået, hvad vores kirker er. At arbejde med kirker kræver en vis ydmyghed, men det er samtidigt et arbejde, som vækker stor glæde. Her er brug for en sans for varighed, her er det vigtigt med gamle mørtelblandinger og nye funktioner i de gamle rum.
– Jeg vil med disse ord gerne åbne fagmessen og håbe den bliver til gensidig inspiration og giver os alle mulighed for at tale om, hvordan vi bedst varetager de mange opgaver, som ligger i det at være kirke.