Det, som du nu knytter dit hjerte til …

”Jeg tror altså ikke på Gud – bare så du ved det!”

Det er nok et udsagn de fleste præster har prøvet at blive mødt med, fra konfirmander eller brudefolk eller pårørende til en afdød. Man sidder dér med kaffekopperne på bordet måske, og scenen er sat for en snak om liv og død, og så er der altså lige en præmis for samtalen, som den ene part ønsker at gøre klart: ”Jeg tror ikke på Gud – bare så du ved det!”

En del præster har i den situation måske også taget sig selv i at komme med en længere forsvarstale for Guds eksistens. Til igen verdens nytte, for Gud ”beviser” man ikke, og slet ikke for én, der har besluttet sig for det modsatte.
Men man kunne jo også bare spørge: ”hvad tror du så på?”
Så er scenen stadig sat for en samtale om de store ting i livet, og svaret på det spørgsmål vil sandsynligvis vise sig at være alt lige fra naturvidenskaben eller sig selv, til kærligheden og menneskets godhed.

Én ting er nemlig sikkert: Luther havde set ganske rigtigt, når han i sin store katekismus skriver: Det, som du nu knytter dit hjerte til og stoler på, det er i virkeligheden din Gud.

Mennesker kan slet ikke lade være med at tro.
Og tror vi ikke på kristendommens treenige Gud, tror vi bare på alt muligt andet. Den rigtigt interessante samtale er, hvad vi forbinder med de tre bogstaver G-U-D.

Jeg vil til hver en tid foretrække den nådige og tilgivende og rummelige Gud, som Kristus viser os, Han er, og så vil jeg knytte mit hjerte til Ham og stole på, at dét er virkeligheden også om mig og mit liv.

Men hvad tror du?