Kaffen er livsvigtig for bønderne i El Coyolar, og det er kaffen, som gør, at Antonio kan sende sine børn i skole. Arbejdet med kaffen er anderledes end arbejdet med andre afgrøder – det er særlig hårdt og tidskrævende. Til gengæld kan kaffen afsættes på verdensmarkedet, og på grund af Fair Trade ordningen tjener Antonio lidt bedre end mange andre bønder i området.
Foto og tekst af Coffeeroad
”Kirkekaffe” er fair trade kaffe med fokus på at hjælpe en fattig landsby i Nicaragua. Kjeld Bjørn Nielsen, der står bag ”Kirkekaffe” mener, at det er vigtigt for kirkerne at bevare udblikket, og at man med ”Kirkekaffe” får muligheden for at se, at hjælpen nytter
Af Bo Billeskov Grünberger
Kirkekaffe er noget de fleste kirkegængere kender til. At man samles efter gudstjenesten til en kop kaffe er mange steder et fuldkommen fast punkt på programmet, som næsten lige så lidt kan undværes som altergangen eller præstens velsignelse.
”Håbet”
Kjeld Bjørn Nielsen benyttede sig netop af det velkendte navn ‘Kirkekaffe’, da han etablerede sit varemærke af importeret fair trade kaffe, hvor kirkerne kunne støtte kaffebønderne, og være med til at støtte en nicaraguansk landsby.
”Vi har fokuseret meget på at bygge. Kooperativet, som vi støtter, hedder La esperanza, ”håbet”, der i sig selv jo er smukt, og det ligger i landsbyen El Coyolar, og der har vi en komité, der tænker over, hvad der kunne være rigtig smart for samfundet at lave,” forklarer Kjeld Bjørn Nielsen.
Og når man køber en pakke ‘Kirkekaffe’, så kan man, mens kaffen står og trækker, og duften breder sig, samtidig tænke over, at man har sendt en hjælp til den lille landsby. Og den hjælp manifesterer sig ofte i nogle små, men praktiske hjælpemidler.
”Det handler ofte om meget konkrete ting som en kørestol til en gammel dame, eller blodtryksapparater. Det handler altid om at vi kan hjælpe med at købe tingene, men det at få tingene til at fungere og vedligeholde tingene, det er lokalsamfundet som skal det,” forklarer Kjeld Bjørn Nielsen.
Fra kaffeeksportør til præst til kaffeeksportør
Der er mange følelser involveret i kaffe her i Danmark, og det er der også i Folkekirken, siger Kjeld Bjørn Nielsen
Kjeld Bjørn Nielsen er til daglig præst i Grundfør-Haldum-Vitten Pastorat, som ligger ved Hinnerup nær Århus. Men han har tidligere arbejdet med kaffeeksport netop fra Nicaragua, og derfra var der ikke langt til initiativet ’Kirkekaffe’.
”Grunden til at jeg i sin tid var med til at lave Kirkekaffe er, at jeg i mange år arbejdede med kaffeeksport fra Nicaragua, og da jeg så blev sognepræst, så fortsatte jeg med at være konsulent for kaffeeksportører i Nicaragua,” forklarer han.
”Der er mange følelser involveret i kaffe her i Danmark, og det er der også i Folkekirken. Vi bruger kaffen virkelig meget, både når vi er ude at besøge folk, og man serverer kaffe i kirkerne i mange forskellige anledninger. Det er en måde at byde folk velkommen på, og man kan sige, at kirkekaffe er en slags tredje sakramente, og det er der, hvor alle kan være med. Til dåben og nadveren er det meget præsten, som styrer det, men ved kirkekaffen i våbenhuset er alle i øjenhøjde.”
Vigtigt at bevare udblikket
Husene i El Coyolar er ofte af træplader og blik. Her er det familien Lopez, der er én af El Coyolars cirka 700 familier.
Foto af Coffeeroad
Men hvorfor skal kirkerne overhovedet beskæftige sig med, hvordan det går i en lille landsby i Nicaragua? Der er jo masser af ting at bruge pengene på, så hvorfor kun fokusere på denne enkelte landsby?
”Man kan godt indvende og spørge, hvorfor vi kun fokuserer på en enkelt lille landsby, men jeg tænker, at pointen som præst er, at man er præst i en menighed og et lokalt fællesskab. Men man skal samtidig også passe på, at man ikke mister vinklen udad, at man også altid har udblikket. Og det at man nærmest er en slags ekstra præst i et nicaraguansk bondesamfund, det er en rigtig god måde at reflektere over den virkelighed, man selv indgår i,” mener Kjeld Bjørn Nielsen.
”Og det er egentlig de samme ting, som folk er optagede af: at ens børn skal få det godt, at der er skolegang, at man skal have en indkomst, og der er samme problemer med at få frivillige til at deltage. Den samme diskussion som vi har herhjemme, den har de også der ovre. Den eneste forskel mellem der og her er, at der ovre er der fire nuller mindre på beløbene.”
Og så er det vigtigt at kirkerne i Danmark bevarer udblikket og husker, at de er en del af noget større.
”Man kan hurtigt som kirke blive meget optaget af sig selv. ’Vi skal også have nye tagrender, og vi skal også have en hel masse ting’. Det er vigtigt at vi bevarer udblikket, så vi ikke bare sådan på automatik beder for de fattige og de forfulgte, og så ellers propper pengene i kirkebøssen. Det her er et forsøg på at have en reference i kød og blod som slår igennem derovre,” slutter Kjeld Bjørn Nielsen.