Menighedsrodet ifølge Møllehave: Uden gode råd ender det hele i rod

MENIGHEDSRÅDENE er til debat. I morgen er der valg de få steder i landet, hvor der er tilstrækkeligt mange, der stiller op. Jeg forstår, at der er tale om en krise. Unge ønsker ikke at være i menighedsrådet, og i det hele taget er det svært at få medlemmer.

Menighedsråd kan godt være noget rod, men vi skal også værdsætte dem, der vil og kan. I mine mere end 30 år som præst har menighedsråd været oplivende og betydningsfulde for mig.

I mit første embede i Greve var der en fremmed mand, som gav mig hånd og sagde ”farvel”, men spurgte yderligere, om jeg ville tale for hans menighed. Det ville jeg selvfølgelig ikke sige ”nej” til, men han tilføjede, at han var fængselspræst, og han håbede, at jeg ville tale for de indsatte. Efter mit foredrag modtog jeg et brev underskrevet af 20 indsatte.

De spurgte, om jeg havde lyst til at være præst for dem, fordi han, som havde inviteret mig, var ved at blive overanstrengt – arbejdsbyrden var for stor. Jeg ringede ham op, og han sagde, at han godt vidste, at de havde sendt mig et brev. Han ville dog lige tilføje, at alle, som havde underskrevet brevet, havde det ene til fælles, at de sad på livstid.

På det tidspunkt var Bodil Koch (S) kirkeminister. Hun sagde: ”Jeg synes bestemt, du skal sige ja tak. Husk, at de ikke har noget menighedsråd i et fængsel, men de har jo næsten været en slags menighedsråd.” Fordi hun anbefalede det, søgte jeg det og blev deres andenpræst. Man kan sige, at det er et tilfælde, at jeg blev inviteret som foredragsholder, og at det førte til, at jeg blev andenpræst i fængslet. Men jeg vil sige, at det var en tilfældighed, som blev afgørende.

Meget tidligt i min tid på fængslet sørgede jeg for, at vi konstruerede vores eget menighedsråd. Jeg havde brug for forslag til hvem, der skulle tale på fængslet, og overvejelser om, hvordan vi skulle honorere foredragsholderen.

Når jeg for eksempel foreslog, at jeg skulle have en instruktør eller skuespiller til at fortælle om skuespillet ”Vi venter på Godot”, fordi ventetid altid er det mest smertefulde ved at afsone, så rystede de på hovedet og sagde: ”Det er alt for svært.” ”Jamen, så sig, hvem I gerne vil høre”, sagde jeg.

En af dem fortalte, at han var optaget af Knuth Beckers romanværk ”Det daglige brød”. Den handler om drengehjem, hvor man oplever mishandlinger, og som han sagde: ”De fleste af os har oplevet en drengehjemstid.” Det satte fyr og flamme i mig, fordi min bedste ven Nils Birger Wamberg er specialist i den roman med hovedpersonen Kaj Gøtsche. Nils Birger ville meget gerne komme, og næsten alle var mødt op. Den dag i dag griner vi af hans oplevelse. Da han var midt i foredraget, var der en af de indsatte, der rejste sig og højt sagde: ”Det vil jeg ikke spilde min tid på” og gik.

Da Nils Birger bagefter spiste natmad hos os, spurgte han: ”Du, ham, der ikke ville spilde sin tid, hvor lang tid har han?”. Jeg svarede, som sandt er: ”Han har livstid.” Nils Birger siger, at det er den hårdeste anmeldelse, han har fået.

I alle de embeder jeg har haft – fra Vridsløse til Virum og fra Bruxelles til Brighton – har menighedsrådene været dygtige og inspirerende. Titlen på min kronik ”Menighedsrodet” er ikke sagt for sjov. Jeg synes, at det er skæbnesvangert, hvis ingen vil arbejde i menighedsrådet. Med rette siger man, at gode råd er dyre, men hvis det er gode menighedsråd, er de det hele værd, ellers ender det i rod.

Til sidst: Hvis det kan hjælpe, at jeg i høj grad anbefaler at arbejde i menighedsråd, har jeg opnået det, jeg håber.

Johannes Møllehave er pastor emeritus og forfatter.