Kirke udenfor kirkemurene

Kirke udenfor kirkemurene

Kirkefondet: Husk at være kirke udenfor kirkemurene

I ’netværkskirker’ kommer initiativerne fra de frivillige selv: Kirkekor på plejehjemmet, børneklub i boligblokken, og frivilligt engagement i værested, genbrugscenter og besøgstjeneste. Henrik Bundgaard Nielsen fortæller om at være kirke i midt menneskemylderet.

 

Af Svend Løbner

 

Kirkefondet startede for 125 år siden med at bygge kirker i en hovedstad med vokseværk. I dag bygger de kirker af ”levende sten” ved at inspirere til menigheders liv og vækst over hele landet. Og nu udfordrer de kirkemedlemmerne til at være kirke udenfor kirkemurene med mennesker i lokalsamfundet.

Henrik Bundgaard Nielsen

Henrik Bundgaard Nielsen

Der er nemlig – lidt firkantet sagt – tre kirkelige idealtyper: præstekirken, virksomhedskirken og netværkskirken, forklarer Kirkefondets generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsen:

Præstekirken er fokuseret på præsten og de kirkelige handlinger. Virksomhedskirken har mere fokus på menighedsrådet, som lægger planer for, hvad der skal foregå i kirke- og sognelokaler. Netværkskirken er ikke kun fokuseret på, hvad der foregår kirkens bygninger, men på alle de mange aktiviteter, der foregår rundt i sognet med basis i kirken. Det kan være en børneklub i en boligblok, et værested, en genbrugsbutik eller en besøgstjeneste på et plejehjem.

 

Værdierne styrer

– I netværkskirken er der ikke nødvendigvis lagt detaljerede planer for, hvad der skal ske. Menighedsrådet stiller i stedet rammer og ressourcer til rådighed. Og kirkens ansatte er en slags konsulenter, der hjælper og støtter og vejleder de frivillige, forklarer Henrik Bundgaard Nielsen.

– I netværkskirken er det mere de frivillige selv, der styrer indenfor en given ramme, som er dannet ud fra en målsætning eller et værdigrundlag. For eksempel: ”Vi vil forkynde evangeliet ved at være en åben kirke i samarbejde med lokalsamfundet”.

– Hvis fx en fredagsfamilie i sognegården ønsker at lave en ”satellit” med en ”ny fredagsfamilie” i et boligområde kan de sætte det i gang, mødes der og spise sammen, lave noget sammen og holde en lille andagt. Det skal ikke ind og vende omkring menighedsrådet. De kan bare gå i gang, fordi de har et værdigrundlag at styre efter.

 

Menigheden blomstrer

De går i aktion, fordi de føler, at der er et lokalsamfund, der kalder på kirken, forklarer Henrik Bundgaard Nielsen.

Det er en chance at slippe menigheden løs på den måde…

– Nogle menighedsråd vil gerne have hånd i hanke med det hele, men jeg tror også, at rigtig mange med glæde vil se tusind blomster blomstre frem overalt. De synes, det er dejligt, når mennesker tager initiativ. Men det er da vigtigt at have en tæt dialog mellem menighedsråd og frivillige.

For netværkskirken har store fordele, mener Henrik Bundgaard Nielsen:

– Nogle gange kan et netværksbaseret samarbejde agere hurtigere på behov og ønsker end en tung struktur. Det gælder både på det lokale sogneplan og på nationalt niveau. F.eks. blev de første tiltag til minikonfirmandundervisning i sin tid sat i gang af en præst og en biskop, som brændte for det. Ideen kom nedefra og spredte sig.

 

Kirke udenfor kirkemurene

Er der ikke en fare for at lokale initiativer fuldstændig mister forbindelsen til kirken?

– Selvfølgelig er der en risiko. Men hvad er vigtigst: at vi får en masse mennesker ind i kirken, eller at vi bliver sendt ud for at være kristne i vores lokalsamfund. Det handler jo om mennesker. Og mange af de bærende kræfter har typisk deres gang i kirken. Men de er også kirke uden for kirkemurene.

– Det vigtigste er at vi som kirke skaber steder og rammer, hvor folk kan få lov til at tale om deres tro. I projekt Lokal Kirkeudvikling opfordrer vi sognene til at gå ud og lave ”lytterrunder”. Her inviterer man f.eks. nogle af de ældste elever fra en skole, nogle af forældrene i en konfirmandklasse eller mennesker i et bestemt boligområde med den ”åbne” opfordring til at komme og snakke om, hvad de tænker om kirke og tro. Da erfarer vi, at mange gerne vil tale om tro og religiøsitet.

– Kirken skal måske have lidt færre foredrag og lidt flere salonaftener, hvor man over et glas rødvin, ost og kiks kan tale om døden, kærligheden osv. Det handler ikke så meget om kirketype, men om at sætte en ramme for den gode dialog om tro.

 

Andagt på halmballer

I nogle landsogne har kirken ikke en chance for at blive netværkskirke, for der er ingen menighed.

– Det er vigtigt, at knytte til, hvor der er et folkeligt fællesskab. Hvis det folkelige liv i en landsby er hensygnende, men der er et andet sted, hvor lokalbefolkningen samles – f.eks. omkring en skole – så er det vigtigt, at kirken melder sig på banen der. En beboerforening kom en gang og spurgte, om præsten ville holde en andagt ved et høstmarked. Det er jo en gave! Kirken rykkede ud med en harmonikaspiller og efter en omgang kaffe og rundstykker på halmballerne, holdt præsten sin andagt.

I år er det 125 år siden Kirkefondet startede – hvor er behovet for Kirkefondet nu?

– Det har hele tiden været Kirkefondets formål at sørge for at der er en relevant kirke der, hvor mennesker er. For 125 år siden var der brug for at bygge kirker, fordi mange flyttede ind til København og andre storbyer. Der er stadig bevægelse i vores samfund og derfor er det vigtigt at spørge: Hvordan kan vi være kirker der, hvor folk er, både fysisk og mentalt.