Terror eftertanke

Gæsteblog af Mogens Mogensen

Terrorhandlingerne i Bruxelles i tirsdags kostede 35 tilfældige mennesker livet og sårede mange flere. I november kostede terrorhandlinger i Paris 130 mennesker livet. Disse terrorhandlinger har – som det altid er hensigten med terrorisme – spredt terror, rædsel og frygt ikke blot i Frankrig og Belgien, men i hele Europa. Disse terrorhandlinger, der rammer tilfældige mennesker, kan aldrig moralsk retfærdiggøres og fortjener kun den stærkeste fordømmelse, som de heldigvis også har fået fra en meget bred kreds af politiske og religiøse grupper.

Efter at have læst avisartikler og set nyhedsudsendelser om terrorangrebet melder eftertanken sig. Tre artikler har for mig været med til at perspektivere terrorangrebet. Allerede dagen efter terrorhandlingerne i Bruxelles var der en artikel i Kristeligt Dagblad med den sikkert for mange overraskende overskrift ”Forsker: Terror kostede flere livet for 30 år siden”. En svensk terrorforsker, professor Mats Fridlund fra Aalto Universitet i Finland, fortæller, at selvom frygten for terror i dag er større, så kostede terroren faktisk flere menneskeliv i Vesteuropa i 70’erne og 80’erne, end den gør i dag sådan som det fremgår af nedenstående oversigt.

Vor hukommelse er ofte meget kort, og vi glemmer, at der i 1970’erne og 1980’erne var terrorgrupper, der begik en lang række blodige angreb. Det drejer sig om den politiske (marxistiske) gruppe Rote Armee Fraktion, den etniske (baskiske) ETA og den katolske (nordirske) IRA. Når frygten for terror så alligevel er større i dag en den gang, selv om det egentlig burde være omvendt, hænger det sammen med mediernes live-dækning. Dertil kommer, at en stor del af nutidens terrorister handler ud fra en religiøs (islamistisk) overbevisning – og at selvmordsbombe-metoderne opleves mere skræmmende end andre terrormetoder.

Den næste artikel, som fangede min opmærksomhed, handlede netop om selvmordsbomber. Det var artiklen fra samme dag ”The ‘Strategic Logic’ of Suicide Bombing” fra det amerikanske tidsskrift The Atlantic, hvor den amerikanske terrorekspert ved University of Chicago, Robert Pape, kommer til orde. I den danske debat har nogle hævdet, at selvmordsterrorisme ikke har noget med islam at gøre, mens andre har hævdet, at årsagen til selvmordsterrorismen netop skal findes i islams væsen. Med udgangspunkt i sin database med selvmordsangreb overalt i verden siden 1982, fremsætter han den teori, at selvmords-terrorisme – og her tænker han ikke kun på muslimers selvmordsterrorisme, men også selvmordsterrorisme begået af andre  grupper – bedst kan forstås som en respons på militær intervention, men at religion bruges til at rekruttere og motivere selvmordsbombere.

Det er altså okkupation, som ansporer til terrorisme, men hvor selvmords-terrorisme. If. Pape tjener selvmordsangreb to formål. Selvmordsangreb dræber typisk op til ti gange så mange mennesker som traditionelle angreb og er derfor velegnet til at terrorisere befolkningen, så der lægges et pres på regeringen til at trække sine tropper tilbage fra det territorium, som terroristerne ønsker. Terrorister er oftest oppe imod modstandere, der er bedre bevæbnet og udstyret end terroristerne, men selvmordsangreb udjævner denne taktiske fordel, som modstanderne har.

Som eksempel anfører Pape, at der i perioden 1980 – 2003 var 343 selvmordsangreb i verden, og højst 10% af dem havde anti-amerikansk inspiration, mens der siden 2004 (altså efter USA’s okkupation af Afghanistan i 2001 og Irak 2003) har været mere end 2000 selvmordsangreb, hvoraf over 91% var rettet mod USA og dets allierede.

Den sidste artikel er et interview med Carsten Jensen i Information fra den 8. december 2015, altså lang tid før terrorhandlingerne i Bruxelles, ”Vi er ikke terrorens uskyldige ofre”. I modsætning til de første to artikler, som har et empirisk grundlag, så indeholder denne artikel en personlig vurdering af det terror-fænomen, som vi i disse år oplever i Europa. Med henvisning til terrorangrebene i Paris og København i 2015 er det Carsten Jensens opfattelse, at ”Individuelt er ofrene selvfølgelig uskyldige. Men vi er ikke uskyldige som nationer. Vi er krigsførende nationer. Og nationer i krig bliver angrebet.” ”Siden 11. september 2001 har Vesten ført krige i Mellemøsten, Nordafrika og Afghanistan mod det, vi kalder terrorbevægelser, men som ifølge Carsten Jensen i realiteten lige så godt kunne kaldes guerillabevægelser”.

Terror er ikke en konfrontation mellem civilisationer. ”Det er en helt regulær, asymmetrisk krig, hvor den militært svage part kæmper med de midler, der nu engang står til rådighed.” Carsten Jensen vil på ingen måde undskylde terroristers angreb på helt tilfældige uskyldige mennesker i Europa, men gør opmærksom på, at de krige, som vi har engageret os i, ikke er ”hygiejniske krige, hvor det altid er de rigtige, der dør” men at der ofte dræbes helt uskyldige mennesker gennem angreb fra fly og droner.

Når unge, der er opvokset i Europa, radikaliseres og tilslutter sig disse terrorbevægelser, der opfatter sig selv som guerillabevægelser, skyldes det, if. Carsten Jensen, at vi har skabt et etnisk underklasse, som oplever sig selv som andenrangsborgere, og som vores fjender kan rekruttere fra. Carsten Jensens sammenligner disse radikaliserede unge mænd, der fx tilslutter sig Islamisk Stat, med dem de unge, der  i 70erne tilsluttede sig de venstreekstremistiske terrorgrupper som Rote Arme Fraktion og De Røde Brigader.

Der er naturligvis ingenting, overhovedet ingenting, der kan retfærdiggøre terroristernes ugerninger. Men det betyder ikke, at der ikke er et behov for et længere historisk og et mere nuanceret perspektiv på fænomenet. Om vi selv er skyld i den terror, der rammer os i Europa i disse år, som Carsten Jensen mener, vil jeg lade stå som et åbent spørgsmål til overvejelse, men på basis af empiriske undersøgelser kan man bl.a. konkludere,

• at terrorisme ikke er et ny fænomen, men et fænomen, som kostede flere døde i Vesteuropa i 70’erne og 80’erne end i dag.
• at terrorisme er i de senere årtier blevet anvendt ikke bare af religiøse grupper (og her ikke kun af muslimer), men også af politiske og etniske grupper i deres bestræbelser på at nå deres mål
• at selvmordsterrorisme er i langt de fleste tilfælde blevet anvendt som respons på fremmed okkupation
• at den terrorisme, som muslimer i disse år udfører, derfor ikke primært kan forstås som et produkt af islamisk fanatisme, men at islam bruges til at rekruttere og motivere muslimer til at begå terrorhandlinger

Hvis vi i Danmark og det øvrige Europa effektivt skal forebygge terrorisme, så er er ikke brug for uoverlagte politiske rygmarvsreaktioner, men for en dybere forståelse af det uhyggelige fænomen, som terrorisme er, som grundlag for politiske tiltag. Vi må som folk ikke gå i panik – for så har terroristerne nået et af deres mål – men i stedet give plads for kølig eftertanke og selvbesindelse.

Christiansfeld, langfredag, den 26. marts 2016
Mogens S. Mogens